mandag den 29. december 2014

Alice Springs

Cirka klokken 10:40 lokal tid søndag d. 21. december steg vi ud af flyet i Alice Springs. Vi blev ramt af en bølge meget varm luft da vi steg ud.
Vi afhentede vores tasker på bagagebåndet og kørte så med en lufthavnsbus ud til vores hotel, Ibis Styles.
Vi skulle i første omgang kun bo på hotellet i en nat, fordi vi skulle på tur ud i outbacken morgenen efter. Vi skulle meget tidligt afsted, så vi ville ikke kunne nå at få morgenmad i deres restaurant. Derfor fik vi små morgenmadsbokse med müslibar, corn flakes, mælk og juice. Pigen i receptionen gav os to ekstra bokse, så vi kunne blive ordentligt mætte.



Vi gik en tur ned i byen. Det meste var lukket fordi det var søndag, men det var nogle få små markedsboder sat op.
Vi spiste frokost på subway. Vi havde egentlig fået en lille frokost på flyet, men var stadig en smule sultne. Da vi oven i købet var rejst "tilbage" i tiden var der pludselig alt for lang tid til aftensmad.
Vi ville komme tilbage fra vores tur onsdag d. 24. december om aftenen, så vi vidste ikke hvor meget der ville være åbent på det tidspunkt. Derfor gik vi i Woolsworth og købte en masse forskelligt slik til vores juleaften.

Vi hoppede en tur i poolen hvis vand var så varmt at man slet ikke følte sig kølet af. Alligevel var det rigtig rart at flyde rundt deri.
Vi afleverede vores rygsække i receptionen allerede om aftenen, efter at have pakket hvad vi ville have med på turen i to mindre tasker.

Mandag d. 22. stod vi op 5:30 for at spise vores morgenmadsbokse.
Cirka 6:10 kom vores guide Adz og hentede os og tre andre, et hollandsk par og en svensk dame, på hotellet i en firhjulstrukket minibus. Inde i bussen sad der allerede to danske par; Jan og Rikke, Anna og Hans-Jørgen.
Efter cirka 1 times kørsel kom vi til en kamelfarm. Her kunne man få en tur på en kamel, men den virkelige attraktion var deres kæledingo - som vi selvfølgelig var ovre og hilse på!


Efter 1,5-2 timers kørsel (og et stop på en rasteplads fordi de danske kvinder skulle tisse) kom vi til et lille sted med aboriginalkunst. Fordi kunsten her kom direkte og ikke skulle igennem en masse mellemled var det hele meget billigere end i byerne.
Der var også en lille plet grønt græs med en sprinkler, som man ikke måtte gå på, da det er meget svært at holde græs midt ude i ingenting.

Næste stop var Curtains Spring, hvor folk kunne købe øl til turene. Priserne var dog meget dyre, da der ikke var nogle konkurrenter i flere kilometers afstand.

Efter cirka endnu en times kørsel ankom vi til lufthavnen ved Ayers Rock for at hente 6 personer mere: en norsk familie på fire og to kvindelige kollegaer - den ene fra Belgien, den anden fra Frankrig.
Vi kørte ud til vores camp for at spise frokost. Sandwich og wraps med grøntsager, ost, kødpålæg og dressinger. Vi skulle alle vaske egne tallerkener, kopper og bestik op, og frivillige hjalp til med de større ting.

Vi kørte til Kata Tjuta National Park. Vi var nu i aboriginal land, så vi fik udleveret et "pas" som vi skulle bruge for at komme ind i nationalparken og som bevis, hvis vi blev stoppet og spurgt.
Adz kørte os hen til solnedgangsudsigtsstedet, selvom klokken kun var omkring 15. Herfra kunne vi nemlig se hele Uluru (Ayers Rock). Desværre var det overskyet, så stenen fremstod ikke så orange.
Adz fortalte og demonstrerede de indfødtes børnehistorie om hvordan Uluru blev til: to små drenge var ude og gå. De kom til et vandhul og begyndte at lave en kæmpe mudderkage. Pludselig var den ene dreng på toppen og den anden på bunden. Drengen på bunden råbte at ham på toppen skulle komme ned. Drengen på toppen ville hoppe ned, men fik overbalance og faldt. Han greb ud efter klippen og lavede lange neglemærker hele vejen ned af siden. Og sådan kom Uluru til at se ud som den gør i dag.
De indfødte har en sang der tager 40 år at lære. Når de kan hele sangen ved de hvordan man skal overleve i bushen. Fordi sangen tager så lang tid at lære, lærer de den lidt ad gangen. Først simpelt og derefter kommer der flere og flere detaljer på. Sådan er det også med historien om Uluru.


Vi kørte helt op til Uluru og gik en tur. På turen kom vi forbi børnegrotten, mandegrotten og kvindegrotten.
Forældrene opdrager ikke selv deres børn, det gør bedsteforældrene. Samtidig skelner de ikke så meget imellem hvilke børn der hører til hvilke voksne - de er én stor familie. I børnegrotten lærer de ældre, der er de mest vise, børnene alt set de skal lære for at overleve. Imens sørger de voksne for føden.
I mandegrotten samles alle mændene. Det er her drengene kommer hen når de når voksenårene og skal med ud og jage.
Kvindegrotten fungerer som køkken. Her tilbereder de maden til mændene, børnene og de ældre.
Vi gik forbi en speciel kvindedel af Uluru, hvor man ikke måtte tage billeder. Grunden var at disse billeder kunne ende på nettet, hvor små aboriginaldrenge kunne se dem - og hvis de så den specielle kvindedel kunne de risikere døden.
I mange af grotterne var der tegninger på klippevæggen. Dette var ikke hulemalerier, men beskeder. Bestemte mønstre betød forskellige ting. På den måde kunne de angive om der var et vandløb i nærheden, eller måske kænguruflokke de kunne jage.


Vi kørte videre til vandhullet Mutitjulu, det største vandhul ved Uluru. På vejen derhen faldt den norske mand næsten med hovedet først ud af døren imens bilen kørte, fordi han ville smide et æbleskrog ud.

Vi blev igen kørt til solnedgangsstedet - denne gang omkring solnedgang. Der var dog så mange skyer, at solen ikke ramte Uluru ordentligt, så vi blev kun i 10 minutter.
Til gengæld tog Adz os med op til Erwing Lookout, tilbage ved campen. Her kunne vi se 360 grader rundt, ud over hele nationalparken. Vi kunne se Uluru og Kata Tjuta imens solen gik ned. Vi kunne se en storm med regn i det fjerne, og vi kunne se regnbueskyer.
Timmy, en fyr ansat til at hjælpe til med maden, havde bragt kiks med tzatziki, humus og salsa, og vi fik sparkling Wine til.


Vi spiste aftensmad tilbage i lejren. Det var allerede helt mørkt.
Vi boede i telte der lignede små huse, 2 og 2, nogle få 3 og 3. Inde i teltene stod jernsenge, som vi redte op med lagen og sovepose.

Lillejuleaften blev vi klokken 4 vækket af Adz der spillede didgeridoo. Vi skulle være klar til at køre fra lejren klokken 5 så vi kunne se solen stå op over Uluru, hvilket ikke var helt så fantastisk som vi havde håbet. Men vi så fire Harley Davidsson motorcykler holde på rad og række lige bag vores bus.
Vi kørte til Kata Tjuta efter solopgangen. Kata Tjuta kaldes Ulurus storebror og betyder "mange hoveder" (Kata = hoveder, Tjuta = mange).
Vi skulle her gå en tur på 2-3 timer på grus, stentrapper, sejle skråninger og i intens varme.
Vi så mange forskellige dyr, planter og sten. Adz tegnede Nadja i panden med rød okker og døbte hende Zimba.
Da vi kom til nummer to udsigtspunkt, der også var halvvejsmærket for gåturen, fik vi æbler og chokoladecookies.
Da vi kom tilbage fra turen fortalte Adz om det geologiske bag Uluru og Kata Tjutas opståen.




Vi spiste frokost i campen, hvor Adz stegte bøffer og pølser til os.
Vi skulle køre omkring 300 km for at komme til vores næste camp.
Vi holdte ind forbi en kæmpe saltsø (140 km lang), der ifølge legenden er opstået ved at et kæmpe snemonster væltede.
Vores nye camp lå tæt ved en lille kettle station. Her havde de en hvid papegøje, der ikke kunne flyve, ved navn Charlie. Man måtte gerne hilse på ham, men han havde en tendens til at bide mænd.

Vi fik en is inden den lange køretur


Det var begyndt at regne, så Adz var i tvivl om hvorvidt vi skulle køre helt ud til bushcampen, eller bare vælge en tættere på. Der var dog stemning for bushcampen, så vi kørte cirka 5 km længere væk.
Da vi ankom til lejren stod vilde køer iblandt teltene, der var magen til dem vi før havde boet i.
Vi startede med at blive vist ud til toilettet og badet. Disse var nemlig ikke som vi før havde været vant til. Både toilet og bad var anbragt i et åbent skur med bliktag og udsigt direkte ud over bushen, helt åbent ud til alle dyrene.
For at man ikke skulle brase ind på hinanden på toilettet, var der et system: når toiletrullen stod på hylden i køkkenet var toilettet ledigt. Når den ikke gjorde, var der optaget.

Bålet i campen blev tændt og tilberedningen af aftensmaden påbegyndt.
Vi blev af Adz udråbt til hans "little danes". Først skulle vi lave dejen til et pizzabrød der skulle bages i en gryde i bålet. Derefter skulle vi lave crumblen til en apple crumble, der viste sig at være ekstrem lækker (takket være os! ;) ). Aftensmaden bestod af kængurukød stegt med rødbeder og bønner, stegte grøntsager og ris.




Vi havde besluttet at vi ville sove i en swag under åben himmel. En swag er en australsk udgave af en sovepose, bare større og med en madras i bunden samt en hovedpude. Desværre regnede det, det meste af natten, men Nadja formåede at sove ude hele natten.

Onsdag d. 24. december, juleaften, skulle vi igen op omkring klokken 4, da vi skulle nå til Kings Canyon inden det blev for varmt.
Vi kørte afsted og startede vores 3-4 timers gåtur med at bestige en meget stejl, cirka 100 meter lang, trappe der er kendt som Heartattack Hill. Til vores held var det overskyet den dag, så varmen var til at holde ud.
Adz guidede os afsted iført hat og nissehue, bare for at gøre det lidt julet.
Vi kom forbi adskillige udsigtssteder og et lille vandhul kaldet Garden of Eden.
Den svenske dame, Rosie, led af højdeskræk, så Adz måtte holde hende i hånden og føre hende hen over broer og stejle trapper tæt på kanten.




Efter Kings Canyon kørte vi tilbage til den lille kettle station inden turen gik tilbage til Alice Springs.
Vi hilste igen på Charlie der nu sad og hyggede i et træ udenfor, samt et par små hunde der løb rundt.
Den vej vi oprindeligt skulle have kørt på tilbage var lukket pga. oversvømmelse, så vi måtte køre af vejen vi var kommet.
Vi var inde forbi stedet med aboriginal kunst og spise frokost. Her mødte vi en anden gruppe med en dansk guide!

Charlie! 

Vi stoppede ved siden af kamelfarmen, på en lille station. Manden her havde en lille hund ved navn Wally, en lyserød papegøje, en stor pytonslange i et bur og en endnu større vild en under huset, samt en babykænguru på 18 måneder. Kænguruen var blevet indleveret efter at begge dens forældre var døde. Den lå i en plastikkurv under tæpper fordi den frøs lidt. Men vi fik lov til at ae den.



Vores sidste stop var ved skiltet til Alice Springs. Her udlånte Adz sin nissehue, så folk kunne tage julebilleder ved stenen. Vi fik han til at være med på vores billede, med nissehuen på.
Vi blev sat af tilbage på hotellet. Både det hollandske par, Johan og Judith, og Rosie skulle med samme fly til Sydney som os dagen efter, så vi aftalte at dele en taxa derud.
Det var lidt småkøligt, men Mathilde insisterede alligevel på at hoppe en tur i poolen.
Vi ringede hjem til vores familier for at ønske dem en glædelig jul, inden vi endte på værelset, hvor vi så film, spiste slik og nudler, og drak te og sodavand.
Vi endte begge med at falde i søvn foran TV'et, omringet af vores slik.

Tirsdag morgen stod vi op og spiste morgenmad på hotellets restaurant. 
Klokken 9:40 mødtes vi med Johan, Judith og Rosie foran receptionen, og klokken 9:50 ankom taxaen. Vi fik læsset alle vores tasker ind og hoppede ombord. Lige som vi skulle til at køre hoppede endnu et par ind. De undskyldte at de var gået ind i vores taxa, men for os var det bare godt - så blev turen billigere.

I lufthavnen tjekkede vi vores bagage ind ved en dame med sølvglitter i håret.
Inde i lufthavnen så vi en medarbejder klædt helt ud som julemand/nisse.
De gør ikke meget ud af juleaften, men fejrer derimod juledag, hvilket forklarede hvorfor de fleste ansatte havde klædt sig i juleting. Her nævner vi så lige hende med rensdyrhorn med julekugler i.

lørdag den 27. december 2014

Melbourne

Vi ankom til Melbourne torsdag morgen omkring klokken 8. Vi var noget trætte efter at have kørt med en chauffør der havde smidt alle ud af bussen midt om natten i en halv time.
Vi skulle få hele dagen til at gå før vi kunne tage ud til Ross, ham vi skulle bo ved som vi havde mødt via couch surfing, så vi satte alle vores tasker i et skab ved bussen.
Vi gik ud i Melbournes gader i jagten på morgenmad og endte i et center hvor vi fik hjemmelavede blåbærmuffins, lunede, og kaffe/kakao.


Efter morgenmaden gik vi ud for at køre med Melbournes gratis sporvogn, City Circle Line. Sporvognen var en gammel grøn vogn med brune lædersæder og klokke.
Vi kørte med sporvognen hele vejen rundt imens vi over højtaleren fik fortalt hvad vi så.
Vi stod af og gik til et informationscenter på Federation Square for at købe et Myki kort, der er samme princip som et rejsekort. Med det kunne vi køre med alle busser, tog og sporvogne. Vi bestilte også en dagstur til Phillip Island med den kendte pingvinparade.


Vi spiste vores frokost på Federation Square inden vi gik ned til Sea Life, hvor vi kunne bruge de første klip på vores Merlin Magic Pass.
Vi startede med at se små fisk, krabber, søheste, vandmænd, lidt større fisk, store fisk, kæmpe fisk og hajer.
Herefter kom krybdyrene, insekterne, edderkopperne og en krokodille på 5 meter. Desværre var krokodillens vand ved at blive renset, så krokodillen lå bare i en lille indhegning.
Efter krokodillen gik vi til, ifølge Mathilde, højdepunktet: pingvinerne!
De havde to slags pingviner, konge og gentoo. Kongepingvinerne sad på æg, imens gentoopingvinerne allerede havde unger der var samlet i små børnehaver.
Vi så pingvinerne blive fodret og indhegningerne til ungerne blive rengjort imens en mand fortalte om dem. Da vi havde stået så længe at vi var blevet helt kolde gik vi ud. 


Udenfor var det begyndt at regne. Vi havde planer om at tage bussen til Queen Victoria Market, men ombestemte os da markedet var open air. I stedet kørte vi med sporvognen til centeret hvor vi havde spist morgenmad. Her gik vi på en lille cupcake cafe, hvor vi delte fire forskellige muffins (strawberry short cake, salted caramel, cookie cream og lemon sorbet) og drak pebermyntete til.
Da vi havde fået varmen tog vi sporvognen til Southern Cross Station, hvor vi havde vores tasker opbevaret. 

For at komme ud til Ross skulle vi med sporvogn 19 til stop 17. Der var dog nogle problemer med sporvogn 19, så den var propfyldt. Det var næsten umuligt for os at komme af sporvognen med vores rygsække og ekstra tasker på grund af de mange mennesker, men det lykkedes os.
Vi gik op ad Royal Parade til vi kom til nummer 517, Ross' hus. Til vores held mødte vi ham netop som han var på vej ud med sin hundehvalp Geraldine, der skal trænes til at blive en guidehund.
Han viste os rundt i huset. Stueetagen var hundens område. Her måtte hun boltre sig rundt. Første sal bestod af tre værelser, bad og toilet. På det ene værelse boede Ross, på det andet værelse boede en tysk pige ved navn Michelle med hendes kæreste og på det sidste værelse skulle vi bo. Der var kun en futon og en luftmadras på værelset, men vi havde det for os selv, hvilket var ganske rart.

Hans hunni som vi kaldte trunte!

Vi startede med at gå i supermarkedet for at handle ind til mad. Da det var tæt på lukketid havde de en vogn fyldt med frugt og grønt der var tæt på at gå på dato. Dette kunne man fylde en hel pose med for kun 3 AUD, hvilket vi selvfølgelig udnyttede.
Klokken var omkring halv ni da vi kom tilbage og fik lavet aftensmad, men det var et rigtig hjemmelavet måltid så det var ventetiden værd.

Fredag morgen stod vi op for at lave madpakke til vores Phillip Island tur. Netop som vi havde pakket vores taske blev vi ringet op fordi de ikke alligevel kunne hente os på det aftalte sted. I stedet skulle vi tage sporvognen ind til Queen Victoria Market, hvor hotel Jasper ligger, så vi kunne blive hentet der. Nu havde vi pludselig travlt, hvor vi ellers havde haft god tid før.
Vi blev hentet i en shuttlebus sammen med to tyske piger, fem franske drenge, en indisk familie på fire, en malaysisk familie på fire og en familie fra Singapore, også på fire.
Vores chauffør Peter agerede turguide og fortalte om Melbournes historie, Churchill Island, Phillip Island og alt derimellem.

Første stop på turen var Moonlit Sanctuary, hvor de havde et stort udvalg australske dyr.
Vi startede med koalaerne. Vi så koalaen Blue Gum blive fodret imens dyrepasseren fortalte. Koalaer er meget kræsne og vil ikke spise den samme eucalyptus hver dag.
Efter koalaerne så vi dingoer slås. Vi så en emu der så på os. Vi så en wombat, vi så fugle, vi så en tasmansk djævel og vi så wallabies og kænguruer vi kunne håndfodre.
Der var både store og små kænguruer, nogle mere snakkesalige end andre. Nogle lå bare i skyggen i græsset i og slængede sig - meget lig den måde Alice Springs aboriginals slænger sig i græsset.









Efter Moonlit Sanctuary kørte vi til Churchill Island Heritage Farm, hvor vi så et 100 kg tungt får blive klippet.
Vi hilste på hesten, grisen, fårene, kaninen og kyllingerne der lige havde lært at flyve. Vi så en påfugl spankulere rundt og vi så den gamle gård, stadig indrettet som den var en gang. Vi sluttede af med at spise æbler og muslibarer ved et bord i skyggen inden bussen kørte videre.




Vi kørte til et koala sanctuary, hvor man gik på boardwalks og så koalaerne sidde i træerne. En koala sover 20 timer i døgnet, så de lavede ikke meget. Men søde var de!
Der var dog en masse masende turister der alle kæmpede for at få de bedste billeder med deres kameraer, så man skulle passe på at man ikke blev trampet ned.


Næste stop var the Nobbies, hvor man kunne se sæler. Desværre kunne vi kun se dem på live-tv da udsigtsplatformene var lukkede fordi fuglene ynglede. Og fugle var der mange af! Især mågerne skræppede rundt i hobetal. De var meget nærgående, hvilket man virkelig mærkede når man prøvede at nyde sin aftensmad udendørs - en måge landede næsten på den sandwich Nadja sad med i hænderne.
Selvom vi ikke kunne se sælerne kunne vi se den klippeø hvor de holdte til.


Efter the Nobbies kørte vi til turens højdepunkt: pingvinparaden.
Vi blev lukket ind i et stort center med informationer, plancher, kioske med varme drikke, popcorn og andet godt, og selvfølgelig butikker med alt indenfor pingviner. Man kunne få krus, kopper, glas, shotsglas, tandbørste, æggebægre, tasker, t-shirts, trøjer, jakker, vanter, huer, bamser, figurer, legetøj og meget, meget andet.
Vi tog vores varme (nu mere lunkne) kakaoer og gik ned mod stranden. For at komme ned til de platforme hvorfra man kunne se pingvinerne komme op ad havet, skulle man gå på boardwalks der førte en hen over pingvinernes huler. I flere af hulerne kunne man se ungerne stikke hovederne ud, utålmodige efter at se deres forældre.
Omkring klokken 21 kom den første gruppe af pingviner op på stranden. Bittesmå dværgpingviner, sorte prikker på stranden, væltendr i bølgerne i vandkanten. Pingvinerne er bange for at blive angrebet af store rovfugle, så de venter på at solen går ned før de svømmer op på stranden. De samler sig i små grupper da de ikke vil begive dig ud alene. Nogle få modige pingviner løb dog alene over sandet, men de fleste samlede sig i grupper på 4 eller flere.
Da vi længe havde siddet og set pingvinerne komme op, gik vi op til hulerne og så pingvinerne på deres færd hjem. Vi hørte forældrene kalde på deres unger og ungerne svare. Vi så en fodre sin unge. Vi så endda en wallaby hoppe på tværs af vejen og snakke med en pingvin i græsset.
Da vi skulle tilbage til bussen blev vi stoppet af sikkerhedsvagter i næsten fem minutter. En lille pingvin skulle krydse vejen, så vi måtte pænt vente på at den havde vraltet sin vej forbi.
Man måtte desværre ikke tage billeder af pingvinerne, så vi har ingen billeder af pingvinerne - kun dette af stranden.


Vi blev kørt tilbage til Melbourne. Vores guide kørte os næsten lige til hoveddøren, så vi ikke skulle gå alene rundt om natten. Klokken var nu også omkring halv et om natten.

Lørdag sov vi til 10:30. Vi stod op og spiste morgenmad hvorefter vi tog sporvognen til Victoria Market. Vi startede med at se på tøj og ting. Der var smykker, australske souvenirs, hippietøj, tasker, legetøj, slik og andet. Vi så en karikaturtegning af Mart og Frederik (de elsker jo Mary hernede).
Vi gik til frugtmarkedet og fik smagsprøver på frugt, vin, marmelade og lemon butter (hvilket er ganske lækkert!). Vi købte to bakker jordbær for 2 AUD og spiste den ene som dessert efter vores tyske bratwurst hotdog med ost og sauerkraut på.

Meget pynte bod på markedet


Vi tog sporvognen ud til the Docklands hvor der var et utal af outlet butikker, et lille tivoli for børn og et pariserhjul med udsigt ud over hele Melbourne.
Vi gik ind i en lille iskiosk og købte en boks med 1/2 liter is. Normalt kunne man kun vælge tre forskellige slags, men vi fik lov til at vælge seks: hvid chokolade, snickers, salt karamel, citron sorbet, ananas sorbet og hindbær sorbet.
Vi spiste isen imens vi kiggede på folk der gik forbi.


Vi tog sporvognen tilbage og slappede af på værelset inden vi lavede aftensmad. Vi skulle bruge det meste af vores resterende mad, da vi skulle flyve til Alice Springs dagen efter og ikke kunne have maden med os.
Da vi havde spist vaskede vi op og pakkede så meget vi kunne før vi gik i seng.


Søndag morgen skulle vi tidligt op da flyet allerede ville lette 9:35.
Vi tog sporvognen ind til Southern Cross klokken 7:10, hvorfra vi tog lufthavnsbussen, Skybus, lige til døren af lufthavnen.
Både check in og bagage aflevering var selvbetjening. Heldigvis var der en rar mand ansat til at hjælpe os sikkert igennem det hele.
Vi gik igennem security hvor Nadja igen blev udvalgt til en tilfældig sikkerhedsundersøgelse. Heldigvis fik hun lov til at fortsætte.
Vi satte os og ventede imens vi spiste en müslibar og et æble.
Klokken 9:35 sad vi i flyet på vej til Alice Springs. Flyet var langt fra fyldt så vi havde tre sæder for os selv. På den anden side af midtergangen sad en pige alene på tre sæder.

lørdag den 20. december 2014

Canberra

Efter cirka 13 timer i bussen fra Byron Bay ankom vi til Sydney. Vi havde besluttet at rejse hele vejen til Canberra med det samme, da vi kommer tilbage til Sydney efter jul. Vi skulle dog vente et par timer inden vores bus kørte videre, så vi besluttede at gå ud og finde noget morgenmad.
Efter at have overladt alle vores tasker til en rar og hjælpsom dame på Greyhounds kontor gik vi ud i byen. Vi gik igennem China Town og endte på en lille italiensk restaurant der havde morgenmad. Her delte vi et groft (ja, groft brød!!) med avocadomos, tomat og feta samt fransk toast med sirup og friske jordbær.



Efter morgenmaden begav vi os tilbage mod bussen. Vi gik ind for at hente vores tasker, da den rare dame fortalte os at der netop var en gidseltagning i gang og trusler om bomber i byen. Hun virkede meget lettet over at vi var ok, og sagde at vi var helt sikre der og bare skulle blive ved hende til bussen kom. For os var det lidt svært at fatte, at vi befandt os næsten midt i et kæmpe drama. Vi var glade for at vi havde valgt en anden café at spise vores morgenmad på.

Omkring halv et var vi i bussen, glade for at kunne køre væk fra dramaet. I bussen prøvede vi at holde os opdateret på gidseltagningen. På dette tidspunkt havde de evakueret flere offentlige bygninger, operahuset og et hospital.

16:30 ankom vi til Canberra, Australiens hovedstad. Der var dog ikke meget hovedstad over den. Den mindede mere om Cairns end om Brisbane og Sydney.
Vi måtte vente til klokken 19, hvor vi kunne få et lift hjem til Emma, hende vi skulle bo ved, så vi tog vores ting og gik op i et center, hvor vi slog lejr i to stole.
Efter at have brugt tiden på at bruge centerets gratis, men langsomme internet, og spist lidt forskelligt fra køletasken, gik vi tilbage til busstationen for at vente. I TV sendte de live fra gidseltagningen, hvor det nu var lykkedes fem personer at flygte.

Lidt over 19 ankom Emma og hendes kæreste Hayden. De hilste varmt på os og hjalp os med at bære tingene ud i bilen.
Canberra er en meget udstrakt by, og Hayden og Emma boede i en forstad omkring et kvarters kørsel fra byen. De boede i et forholdsvist nyt kvarter i et byhus på to etager.
Vi blev ført ovenpå, hvor der var to værelser vi kunne bo på. Værelserne var normalt Haydens to børns værelser - en pige og en dreng. Vi valgte drengens værelse, da han havde en dobbeltseng, og vi så kunne bo sammen. Vi fik også eget toilet og badeværelse, hvor de havde lagt ægte håndklæder frem til os (i modsætning til vores hurtigtørrende rejsehåndklæder).
Imens vi tog et bad tilberedte de aftensmad til os: hjemmebagt brød med kylling, avocado, champignon, revet gulerod, bløde løg, hjemmelavet chutney og BBQ sauce. Emma og Hayden drak ofte et glas vin om aftenen, så vi fik også et enkelt med dem.
Vi blev oppe og snakkede til Emma og Hayden gik i seng. De skulle begge tidligt op på arbejde, Emma som lærer og Hayden som læge. Ikke længe efter gik vi også i seng, og nød at sove i noget andet end en køjeseng på et hostel.

Tirsdag vågnede vi op til regn og torden, hvilket var lige ved at tage modet fra os. De sidste mange steder vi var ankommet, havde regnen tvunget os indenfor.
Vi gik ned for at spise morgenmad, og heldigvis stoppede regnen og solen kom frem. Hayden havde lagt en seddel til os med ting vi kunne se i Canberra, og hvordan vi kunne komme derhen.
Med bus 200 kørte vi til Kings Avenue, hvorfra vi kunne gå ind i det område de kalder The Parliament Triangle. Vi startede på National Gallery of Australia, og så deres forskellige gratis udstillinger. 


Efter det gik vi forbi High Court of Australia og National Portrait Gallery of Australia. Vi drejede op til Old Parliament House (en MEGET hvid bygning), hvor Aboriginal Tent Embassy også holder til. Via Old Parliament House Gardens gik vi om til Parliament House, der har en kæmpe flagstang på toppen med et flag så stort som en bus. Taget er lavet som en græsbakke, så man kan gå hele vejen op på den enorme bygning. Pga. sikkerhed havde de dog spærret det øverste af, så man kunne ikke komme helt til toppen. Der var dog en god udsigt alligevel, med udsyn til Old Parliament House, Lake Burley Griffin og Australian War Memorial.

Højeste ret

Old Parliament House  

Parliament House 

På toppen 

Vi spiste frokost tilbage i byen. Vi gik rundt på jagt efter en vandautomat, da vi pludselig stod over for tre kameler og en dame der spurgte om vi ville prøve at ride på dem. Og vupti, så var vi placeret på en kamel ved navn Pretty Boy med hver vores yndige hvide hjelm. 
Vi blev ført en tur rundt, på det torv hvor vi befandt os, i et lille kameltog.



Vi tog tilbage til huset, hvor Emma og Hayden endnu ikke var kommet hjem. Vi nød den luksus det var kun at være to på et værelse, ind til de kom hjem.
Emma skulle have sin sidste arbejdsdag inden ferien dagen efter og hun var i færd med at lave et kagehus og små juletræer af vingummiorme og glasur 
til børnene. Samtidig havde hun også lovet en kollega at lave marmelade, så hun havde rimeligt travlt. 



Hayden derimod havde fri, så han tog os på en køretur ud for at se området.
Han startede med at køre igennem forskellige naturområder. Vi havde fortalt at vi endnu ikke havde set en kænguru, men kun spist en, så han var besluttet på at finde os nogle "roos". Og det lykkedes. På en mark ved vejen stod en hel flok og græssede. De var desværre en smule langt væk, men vi havde set dem.


Vi kørte op til Mount Aislie, hvor vi kunne se ud over hele byen, og virkelig se hvor meget den strakte sig ud. Canberra er også det de kalder en "bush city" fordi der er så mange træer der dækker husene når man ser dem oppefra. Canberra opstod fordi der var uenighed om hvilken by der skulle være hovedstaden - Sydney eller Melbourne. Som et kompromis besluttede de at det skulle være Canberra der ligger imellem de to (Canberra ligger dog tættere på Sydney end på Melbourne).


Vi fortsatte videre til Black Mountain, hvor teleselskabet Telstra har et kæmpe tårn med restaurant og udsigtsplatform. Tårnet var dog lukket og man kunne ikke gå rundt om, så vi kørte hurtigt videre.
Vi kørte til en bar ved navn Duxton, hvor vi spiste pizza med græskar på og drak øl: White Rabbit (White ale) og Fat Yak. Begge ganske gode.


Da vi kom tilbage var Emma i fuld gang med at koge marmelade. Hayden blev sendt i supermarkedet efter flere syltetøjsglas. Da Hayden kom tilbage med glassene hjalp Nadja med at fylde dem. Hele køkkenet duftede fantastisk af syltetøj.



Onsdag morgen stod vi igen op efter Hayden og Emma var taget af sted, hvilket var lidt trist da vi ikke ville komme til at se dem inden vi selv skulle videre.
Til morgenmad smagte vi Emmas marmelade.
Vi tog bussen ind til Australien War Memorial, hvor vi så udstillinger om første og anden verdenskrig.


Efter frokost fortsatte vi ud til Australian National Museum der havde udstillinger om Australiens historie, dets dyreliv, indfødte, udvikling og andet. Der var også en masse ting man kunne trykke på og røre ved - bl.a. næbdyrpels.

Og vi så et dinosaurus skelet ! 

Vi tog bussen tilbage, hvor vi udnyttede det dejlige badeværelse med rigtige håndklæder en sidste gang og pakkede vores ting. Vi efterlod en seddel til Emma og Hayden der var taget til en julefrokost. 

Klokken 19:35 tog vi bussen ind til byen igen. Vi slæbte os selv og alle vores ting til biografen der lå i centeret. Vores bus til Melbourne ville først køre 23:55, så vi besluttede at bruge tiden på at se Hunger Games. Armlænene imellem sæderne kunne lægges ned og derved skabe en lille sofa. Vi valgte en sofa helt bagerst, hvor vi kunne have alle vores tasker. Der var ikke mange andre end os i salen.

Bussen mod Melbourne var forsinket. Vi stod trætte og en smule kolde og ventede. Da bussen endelig kom brugte buschaufføren år (ja, år..) på at checke folk ind og få deres bagage i bussen. De andre chauffører vi har kørt med har ellers været meget effektive. Vi var de sidste han skulle checke ind. Da han kiggede i papirerne kunne han ikke finde os. Vi loggede på Greyhounds hjemmeside for at vise at vi havde lavet en booking, men den var væk. Buschaufføren ringede ind til kontoret, der sagde at vi ikke havde booket noget. Efter lang tids samtale fik vi dog lov til at køre med, da bussen ikke var fuld og vi havde vores hop-on hop-off pas.
Vi tog hvert vores sæde så vi kunne få noget søvn og næsten halv et forlod bussen Canberra.

Her er vi trætte og opgivende mens vi venter på bussen.