Vi startede med at stå i kø i hvad der føltes som en evighed, for at booke ind. Nu skal man så også tænke på at vi hverken havde fået morgenmad eller en ordentlig nats søvn.
På bussen havde vi mødt tre engelske drenge, hvoraf vi havde snakket med de to af dem i Mission Beach. De kunne dog ikke huske os, og formåede at spørge om vi var tyskere to gange på busturen. Vi har dog vidst fået lavet et lille indtryk efter vi delte værelse med dem den første nat på Rainbow Beach og Mathilde hostede hele morgenen.
Klokken 14 var vi til en sikkerhedsbriefing om vores tur til Fraser Island. Vi skulle på en 4WD Tag Along Safari, så vi blev tvunget igennem en 25 minutter lang video om det at køre på sand, efterfulgt af en opremsning af alt det der vil slå dig ihjel. En kort opremsning: hajer, dingoer, slanger, edderkopper, sandet.
Vi skulle i alt 33 personer og en chauffør af sted. Vi blev inddelt i 4 grupper. I disse grupper skulle vi de næste dage adminstrere og lave alle måltider. Vores gruppe bestod af ni piger, hvoraf ingen havde særligt meget mod på at køre derovre. Heldigvis startede vi i bilen med chaufføren.
Efter briefingen udforskede vi byen. Rainbow Beach er en ganske lille by, så alt lukkede omkring klokken 17.
Vi startede onsdag morgen klokken 7 med gratis pandekager friske fra barbien. Herefter var der klargøring af bilerne og endnu en sikkerhedsbriefing. Vi steg alle ombord i de enorme firehjulstrækkere og så gik turen mod færgen der kunne tage os over til Fraser Island - verdens største sandø. Vi kørte op langs stranden i det hårde sand i vandkanten. Vi skulle på de næste to dage dække næsten hele østkysten. Undervejs holdte vores chauffør små pauser for at tjekke at alle stadig var ved godt mod, og for at fortælle forskellige ting angående øen og bilerne. Til frokost havde vi piknik på stranden med smør-selv sandwich.
Vores første rigtige stop var Lake Wabby. Vi skulle gå omkring 45 minutter igennem middagsheden, brændende sand og skov. Da vi endelig kom ud af skoven stod vi foran sandklitter der langt overgår Grene Sande, og med det blå hav til højre for os. Som vi nærmede os skrænten til venstre kom søen til syne.
Søen er en friskvandssø og fyldt med små fisk der spiser den døde hud på dine fødder og ben - ganske som dem folk betaler i dyre domme for.
Vi satte os i vandkanten og snart kom fiskene strømmende til for at nippe til vores fødder. Det var en meget speciel oplevelse. Ikke ubehageligt (på nær når de ville spise af ens sår), men heller ikke helt afslappende. Man vænnede sig dog mere og mere til det.
Efter Lake Wabby kørte vi til vores lejrplads, der er ejet af en aboriginal mand kaldet King. Lejren hedder K'Gari, hvilket betyder Paradis, og også er Fraser Islands rigtige navn. I lejren skulle man overholde deres regler. Man måtte ikke fløjte, fordi det ville tiltrække onde ånder, og man måtte ikke spytte i bålet, da det vil være at spotte de indfødte og den ild der har sikret deres overlevelse i flere tusinde år.
Om aftenen og natten gik det festligt for sig i lejren, så morgenen efter var fyldt med tømmermænd. Heldigt for alle dem med hovedpine var torsdagens første stop "Hangover Creek", eller mere officielt Eli Creek. Eli Creek er en lille å med meget friskt og køligt vand og en stærk strøm. Man går ad en gangbro et par hundrede meter til man kommer til en trappe der leder direkte ned i vandet. For enden af denne trappe stod vores chauffør og en flok af drengene klar til at sprøjte koldt vand på alle der vovede sig i. Det var svært at komme ned, da vandet flere steder var meget lavt, men når man først var i kunne man lade sig føre af strømmen hele vejen ud til stranden. Det var som en vandrutsjebane indbygget i naturen.
Det var fantastisk sjovt både at lade sig rive med af strømmen, men også at se alle andre vælte rundt i det klare vand.
Efter vandsjov i Eli Creek kørte vi til skibsvraget Maheno der nu kun består af det rustne skrog der stikker op af sandet. Skibet blev bygget til en sejlrute mellem Australien og New Zealand og var i overdådig luksus. Det kunne rumme 500 mennesker og kunne klare turen på kun 3 dage, hvilket var ganske hurtigt den gang. Under første verdenskrig blev det brugt som hospitalsskib. Da det var udtjent efter omkring 30 år i brug, blev det solgt til Japan. De var ved at fragte det til Japan, da det gik på grund på Fraser Island. Der var ingen der kunne få det fri og ingen der ønskede at købe det, så det blev efterladt her. Efter noget tid blev det brugt til bombesprængninger og er derfor nu kun et vrag.
Vi spiste frokost i lejren, hvor en overraskelse ventede os. En sand guana ved navn Little George var brudt ind i vores trailer med mad og havde spist nogle af vores æg. Selvom han hedder Little George er han over en meter lang. Heldigvis havde han ikke været i andet, så det var stadig mad til os. Derefter tog vi nordpå mod øens Champagne Pools. Klipper har afskærmet små pools af havand, og derved lukket store og farlige dyr som hajer ude. Man kan så sidde i disse pools og se bølgerne slå ind over stenene så alt vandet skummede som champagne.
Efter at have nydt disse pools kørte vi til Indian Head. Indian Head er navngivet af kaptajn James Cook, efter han i 1770 sejlede forbi og så indianere (aboriginals) på hovedlandet. Indian Head er i dag et meget specielt sted for de indfødte, da de hvide tilflyttere dræbte en masse aboriginals ved at tvinge dem ud over klippen og ned i havet.
Oppe fra klippen er der en flot udsigt ud over øen og al dens sand. På vej tilbage til campen var vi så heldige at se et par dingoer. De ser godt nok søde ud, men det er de vist ikke, så vi var glade for at vi var i bilerne.
Fredag skulle vi tidligt op og afsted. Vi skulle køre til Lake McKenzie, hvilket først krævede et langt stykke på stranden og derefter er omkring 11 km langt indlandsspor. Sporene inde i landet er meget svære at køre på, da de er fyldt med blødt, løs sand og mange bump.
Vi nåede frem til søen der er en enorm ferskvandssø, med helt klart, blåt vand. Fordi kørselsforholdene ikke havde været så gode var vi lidt efter tidsplanen og havde ikke meget tid ved søen.
På vores vej tilbage til stranden kørte en af bilerne fast i sandet to gange. Anden gang så slem at det tog tyve minutter, alle drengene, vores chauffør og hjælp fra to buschauffører der var fanget i kø bag os, at få bilen fri igen. Efter mange forsøg lykkedes det til sidst, og vi kunne komme ud til stranden, hvor vores mad ventede på os.
Vi kørte bilerne tilbage til færgen der fragtede os over til Rainbow Beach, hvor vi rengjorde bilerne og delte den resterende mad imellem os.
Da vi havde forladt vores gruppe og bilerne var kørt væk, gik vi over til Banana Bean Cafe, hvor vi havde vouchers til at opgradere en smoothie, juice eller crush fra almindelig til stor. Herinde gav ekspedienten os tre toasts gratis, da de ellers skulle være smidt ud. Vi havde nu fået nem og hurtig aftensmad, hvilket man ikke kan klage over. Resten af dagen gik med at bade, pakke, ordne, booke hostels for næste by, læse, skrive og ellers bare slappe af.
I dag lørdag har vi oplevet vores første tropiske storm med styrtregn og tordenvejr. Bussen er også forsinket, så nu må vi vente igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar