Christchurch

Christchurch har lige under 350.000 indbyggere og er dermed New Zealands tredjestørste by. Det er den største by på Sydøen. Byen blev grundlagt af englændere i 1880'erne og er en af de mest engelske byer i New Zealand.

I byens centrum ligger Hagley Park, der er verdens tredjestørste bypark, kun overgået af Central Park i New York og Stanley Park i Vancouver.

I februar 2011 blev byen ramt af et stort jordskælv, der efterlod mange af byens huse i ruiner. Katedralens tårn styrtede sammen og mange bygninger er blevet revet ned eller afspærret. Byen er stadig under genopbygning.

It's fun to stay at the... 

YMCA !!!!!!!!

Omkring klokken 13:00 blev vi sat af ved YMCA hostel. Vi skulle tilbringe 3 nætter i Crhistchurch, men i første omgang kunne vi kun blive lovet 2 nætter.

Vi fik et rummeligt firemandsværelse med to andre piger fra kiwi.

Vi startede med at gå ned til Re:START Mall, der er et "center" opbygget af skibscontainere i stærke farver, indrettet som butikker. Re:START Mall opstod fordi det tidligere Mall var styrtet sammen i jordskælvet.

Der var en hyggelig stemning og en afslappet atmosfære som man gik imellem de farverige containere med små flag blafrende i vinden over ens hoveder.

Vi fortsatte ned til Carhedral Square, hvor katedralen ligger. Sikkerhedshegn var placeret hele vejen rundt om, men man kunne stadig se ind til den gamle, grå stenkatedral. Gik man om hvor tårnet burde have været kunne man kigge lige ind i den nu tomme kirke. 

På Cathedral Square er der en masse plancher om fremtiden for Christchurch og inde i en container kunne man læse om tiltag og se videoer af byen før og efter jordskælvet. 

Overalt i byen er der streetart og installationskunst, både for at minde, men også for at klare byen lidt op.

Vi gik ned ad en hyggelig lille butiksgade, med spanske huse i klare pastelfarver og en gammeldags, rød sporvogn skrumlende ned i midten af gaden.

Vi gik ned til Cardboard Cathedral - en katedral opbygget af pap til brug i stedet for den gamle. Katedralen er designet af japaneren Shigeru Ban. Katedralen kostede 5 millioner at opføre og har plads til 700 mennesker.

Katedralen er dog ikke kun bygget i pap, som vi i første omgang havde forestillet os (vi havde tænkt en kæmpe 1:1 katedral lavet i papbokse som et fort...). Enorme, runde søjler i stærkt pap holder et halvgennemsigtigt plastiktag oppe i en spids trekant, så lys kan strømme ind. Over indgangen er et kæmpe, farverigt glasmosaik. Alter og prædikestol er lavet i samme tykke pap som søjlerne, og stolene er lavet af træ.

På den anden side af vejen, bag katedralen, er der en midlertidig kunstudstilling der består af 185 hvidmalede stole, placeret på et stykke græs med 18 rækker med 10 stole i hver og 5 stole på bagerste række. Der er alle slags stole, lige fra taburetter til lænestole, en babylift til en kørestol. De 185 stole repræsenterer de 185 mennesker det omkom under jordskælvet. Den yngste havde været kun 5 uger gammel, den ældste 87 år.

Vi spiste aftensmad i Re:START Mall - brød rullet sammen til en vaffel med salat, humus, dressing og bøf i, fra Dimitris' Greek Food. Vi spiste dem på en bænk i solen, imens små fugle og måger flokkedes for at få en del af måltidet.

Fredag morgen skulle de to piger fra værelset tidligt op og afsted med kiwibussen lidt over 7.

Noget senere stod vi op. Efter morgenmaden gik vi til New World supermarkedet for at handle ind til vores sidste måltider i New Zealand samt snacks til lufthavnen.

Vi stoppede i Spark Park, en lidt trist, grå skaterpark, hvor vi kunne få lidt gratis Spark wifi.

Vi spiste frokost i køkkenet og hilste på de to nye på vores værelse - et par, også fra kiwi.

Efter frokosten gik vi på Canterbury Museum der lå lige bag ved hostlet, i den botaniske have. Entréen var gratis.

Vi startede med at se en udstilling om Moa, en kæmpe, New Zealands fugl der ikke kunne flyve og nu er uddød. Denne udstilling gik over i Maori og deres våben og overlevelse. Maori kom til New Zealand for omkring 800 år siden. New Zealand var altså det sidste sted på jorden til at få mennesker.

Da vi gik rundt derinde blev vi tiltalt af en fyr ved navn Nick. Han ville gerne invitere os ud, men vi takkede pænt nej. Vi følte os ikke helt trygge ved måden han sneg sig rundt i det mørke museum på. Efterfølgende forsvandt han da også fuldstændig, hvilket vi var glade for.

Vi kom ind på en gade i Christchurch i 1800-tallet. Der var en hest tøjret i er hjørne og man kunne prøve en tur på Væltepeteren. Legetøjsbutikken var åben, og vi kunne se det enorme dukkehus, hvis beboere også havde oplevet jordskælvet.

Vi kom videre ind til Fred & Myrtles samling af skaller. Over 1000 skaller, indsamlet og håndpudset af Fred, hængt op på væggene i deres stue. Der var også mange andre former for skaller i det lille hus.

Ovenpå tog vi et smut til Antarktis for at hilse på pingvinerne og sælerne og høre hvalerne synge.

Vi kiggede på fugle og så de mægtige albatrosser svæve hen over hovederne på os, imens kiwierne holdte sig for sig selv.

Vi så dinosaurus skeletter og en ægte, egyptisk mumie i sin sarkofag.

Til slut var der en lille udstilling om de første settlere i New Zealand.

Vi gik igen til Cathedral Square, hvor vi faldt over en lille bod med udskæringer i træ, ben og jade. Manden i butikken var meget snakkesalig og gik meget op i st gætte hvorfra folk kom, ved at høre på deres engelske accent. Og god var han. Han kunne gætte at vi kom fra Danmark, hvilket ingen rigtig har kunne på vores tur.

Parret på vores værelse tilbragte al tiden med at ligge i ske halvnøgne i deres underkøje, så det var lidt ubehageligt at være derinde. Derfor gik vi i køkkenet og begyndte at lave aftensmad.

Efter aftensmaden havde parret forladt værelset, så vi valgte at slappe lidt af og nyde det. De kom dog hurtigt tilbage, og da pigen højlydt begyndte at tale om sexsygdomme, valgte vi at gå en tur i parken.

Som vi gik rundt i parken hørte vi den fjerne lyd af musik, som vi valgte at følge.

Vi blev ført ud af parken og endte ved en stor scene hvor Christchurch Symphony Orchestra (CSO) havde generalprøve til en sommerkoncert den følgende aften. Der sad mennesker spredt på plænen foran scenen - nogle på tæpper, nogle i campingstole og andre direkte på jorden.

Vi valgte at sætte os og høre med.

Symfoniorkestret spillede et Frozen-medley, champagnegaloppen, James Bond temasange, Harry Potter og meget mere. På et tidspunkt havde de endda en hel række can-can piger dansende på scenen.

Omkring 21:30, da vi var blevet kolde af at sidde på græsset, gik vi tilbage på hostlet, hvor vi slappede lidt af inden vi gik i seng.

Lørdag morgen tog parret tidligt afsted med kiwibussen. Klokken 9:30 gik vi i receptionen for at høre om vi kunne blive endnu en nat, hvilket vi heldigvis kunne - endda på samme værelse. 

Da vi alligevel var dernede, bestilte vi også en shuttlebus der kunne køre os til lufthavnen tidligt næste morgen.

Efter morgenmaden gik vi til Re:START Mall, så vi kunne få brugt de sidste småpenge i vores punge, og købe tyggegummi til de lange flyveture.

Vi gik tilbage på hostlet for at spise diverse rester til frokost. Intet måtte jo gå til spilde og køletasken skulle ryddes.

Efter frokosten gik vi i den Botaniske Have, hvor vi så på roser, palmer, blomster, bregner, kaktusser, græs, søer, ænder, træer og meget andet.

Vi tilbragte et par timer i den Botaniske Have, inden vi tog et lille "pit-stop" på værelset. Det "lille" stop blev dog hurtigt til 1,5-2 timer, hvor der også blev tid til en lille lur.

Vi gik ned til Victoria Square, der er en tidligere Maori handelsplads, senere et kvægtorv, og nu en lille park.

Ud mod vejen står en stor statue af Queen Victoria og lidt længere inde en statue af Captain James Cook.

I parken er der også et springvand. Springvandet er fra 1931 og var en gave fra en borger der forsøgte at fremskynde byggeriet af en Town Hall - dog uden held. I dag lå springvandet udtørret hen.

Bag James Cook statuen fører en bro over floden Avon. Broen var den første bro af jern i New Zealand.

På den anden side af broen kom vi forbi et kæmpe ur. Uret måler 8,5 meter i diameter og er omgivet af 7000 blomster.

Fra blomsteruret gik vi til en lille plads med madvogne og en buegang med buer af træ. På den ene side lå et lille italiensk spisested og en "plant exchange". På den anden side var en stor model af Christchurh på jorden, hvor man med forskellige materialer kunne kreere sine egne bygninger eller andet og placere dem rundt omkring i Christchurch by. Der var allerede mange bygninger.

Vi gik for sidste gang over Cathedral Square og fortsatte tilbage til hostlet.

Vi tilberedte vores sidste rigtige måltid i New Zealand i det lille køkken. Italiensk minestrone suppe med pasta og L&P.

Efter aftensmaden pakkede vi vores snacks og varmt tøj og begav os ned til parken for at overvære symfoniorkestrets sommerkoncert. En ordentlig afslutning på vores sidste aften i Christchurch.

Lake Tekapo

Efter kun at have kørt i 45 minutter fra Queenstown holdte vi ind ved Jones's Fruit Stall. Dave havde nemlig spist al sin frugt.

Vi fik gratis smagsprøver på fersken og abrikos inden vi kørte videre.

Efter kun 5 minutters kørsel holdt vi ind ved en New World, så vi kunne få handlet ind til frokost denne dag, aftensmad, morgenmad og frokost til dagen efter.

Vi valgte at købe pies til frokost, for hvis der er noget New Zealand kan, så er det pies.

Vi fortsatte over Lindis Pass, der er det højeste pas på kiwis ture (set bort fra Tongariro Alpine Crossing). Lindis Pass tager en omkring 1000 meter op over havoverfladen.

Fra Lindis Pass kom vi ind i MacKenzie Country, hvor vi ude i horisonten kunne se Mount Cook, der med sine 3.754 meter er New Zealands højeste. På Maori hedder Mount Cook "Aoraki" der betyder cloud piercer.

Vi havde et kort stop ved den fantastisk blå Lake Pukaki, hvor vi igen kunne ane Mount Cook langt ude i skyerne.

Omkring 13:40 ankom vi til Lake Tekapo - det nyeste stop på kiwituren (set bort fra Lake Mahinapua der var et stop, så ikke et stop og nu igen et stop).

Vi kørte ned til den lille kirke The Church of the Good Shepherd, der er en af øens mest fotograferede steder.

Vi skulle denne nat bo på Lakefront Backpackers, der lå kun under et minuts gang fra søen. Lake Tekapo er ligesom Lake Pukaki fantastisk blå. Dette skyldes, at himmelen bliver spejlet i vandet. Søen er en gletsjersø, så vandet kan være ganske koldt.

Vi blev anbragt på et værelse med 4 fyre fra Schweiz og gik så ned til søen for en hurtig dukkert.

Vandet var MEGET forfriskende og man mistede helt pusten idet man dukkede under vandet. Heldigvis blev man hurtigt varm og tør igen oppe i solen.

Vi blev ved søen i et par timer, inden vi gik tilbage og tilbragte lidt tid på den lille terrasse foran vores værelse.

Vi lavede aftensmad i køkkenet og satte os efter maden igen på den lille terrasse og nød at kunne sidde udenfor om aftenen kun iført sommertøj - for nu var der jo ikke længe igen inden Danmark med al sin kulde afventede os.

Torsdag forlod vi Lake Tekapo lidt i 9. Vi kørte i en times tid til den lille by Geraldine, hvor vi havde et lille stop. Der var et bageri, en ostefabrik, cafeer og souvenirs. Vejret var en smule køligt og gråt med spredte regndråber, så vi købte os hver en bærmuffin med kaffe/kakao til.

Vejen fra Lake Tekapo til Christchurch er meget ligetil, så udover Geraldine gjorde vi ingen stop. Hvis man da lige ser bort fra det tidspunkt, hvor Dave måtte holde bussen ind til siden fordi en gruppe piger og et par drenge skulle tisse. Der var vi allerede over halvvejs mellem Geraldine og Christchurch.

Queenstown

Vi ankom til Queenstown og kørte ned til Lake Wakatipu, hvor vi fik taget et kæmpe gruppebillede.

Vi blev kørt til Nomads, hvor vi checkede ind for 3 nætter. Mange valgte at blive der helt op til 8 nætter, men det havde vi hverken tid eller lyst til.

Vi kom på et pigeværelse med udsigt lige ned til køkkenet og 2 svenske piger fra Kiwibussen, en pige fra Chicago og en pige der lige var hjemkommet fra Deep South turen med kiwi.

Om aftenen var der arrangeret pubcrawl, men vi følte mere for en roligere aften ved søen.

Vi spiste en sen, let frokost og tilbragte så resten af eftermiddagen på Peterpans, hvor vi kunne bruge af deres gratis internet.

Klokken 18 var der gratis aftensmad på Nomads - burgere. Da vi kom ned i køkkenet lidt i 18, var køen allerede lang, og da vi nåede frem var der kun brød, bøf og ketchup tilbage. Selv tallerkenerne var ved at løbe tør.

På værelset havde de to svenske piger fra vores værelse gang i en lille forfest med to svenske piger fra værelset ved siden af, inden de skulle med ud på pubcrawl.

Vi slappede af på værelset inden vi om aftenen gik ned til søen, hvor en hel masse andre unge også befandt sig.

Mandag stod vi op omkring klokken 10. Vi var noget trætte og havde ingen planer for dagen, så vi tog det stille og roligt.

Klokken 12 gik vi ned til det legendariske Fergburger med verdens bedste burgere. Fergburger har intet gjort for at gøre reklame om sig selv - det er blot mundtlige overleveringer der har gjort det til det mest populære burgersted, med ventetider på helt op til 1 time.

Heldigvis for os var der ikke lang kø, så der gik ikke længe inden vi kunne nyde vores burgere. Og fantastiske burgere var det! Der var ikke sparet på noget, bollerne var lækre, grøntsagerne rigelige, sovsen tilpas og bøfferne møre. Uvidende som vi var havde vi også købt en fælles omgang pommes frittes til, hvilket var mere end vi kunne få spist.

Vi gik rundt i byen og kiggede på diverse butikker om eftermiddagen. Queenstown er kendt som verdens Adventure-hovedstad, men udover det var der ikke meget at give sig til. Vejret var en smule for koldt til at bade i søen og vi havde ikke råd til bungy jump.

Om morgenen var pigen fra Chicago rejst videre og en ny pige kom hen på eftermiddagen. Hun var en højtsnakkende pige der var kommet til Queenstown for en uges ferie. Dette betød for hendes vedkommende at gå i byen - helst hver aften. Det var omtrent alt hun talte om.

Klokken 18 var der igen gratis aftensmad i køkkenet. Vi fik chili con carne med ris og denne gang var der nok til alle. Det var et ganske lækkert måltid.

Vi var en smule snack-sultne, så vi gik ned til Cookie Time Cookie Bar, hvor vi fik lækre, varme cookies med mælk til i de fineste cookie-monster glas med stribede sugerør i.

Tirsdag skulle vi tidligt op, så vi kunne komme på vores Milford Sound dagstur.

Klokken 6:20 stod vi op og klokken 7:10 var vi ombord på bussen med vores nye chauffør, Jamie.

Vi forlod Queenstown i en helt fuld bus og kørte langs Lake Wakatipu mod Milford. Lake Wakatipu er New Zealands længste sø - den er 81 km lang.

Vejret i Queenstown var gråt og en smule køligt, og som vi bevægede os nedad begyndte det så småt at regne.

Efter et par timers kørsel havde vi en halv times pause i den lille by Te Anau. Der var ikke meget at se i byen udover spisesteder og en enkelt lille souvenirshop.

Vi kørte fra Te Anau til Mirror Lakes, hvor vi tilbragte 5-10 minutter. Mirror Lakes ligger i Fiordland National Park, der er den største nationalpark i New Zealand.

Lige inden vi kørte igennem Homet Tunnel, havde vi et kort fotostop. Selvom det bar overskyet, var det flot natur og fantastiske bjerge vi kørte forbi. Skyerne lå næsten som sne hen over toppene af bjergene og smeltede nedad i fordybningerne. Vandfald kastede sig ud over bjergskråninger og trak hvide streger på de brune bjerge.

Omkring 12:55 ankom vi til Milford Sound. Klokken 13:15 sejlede vi ud i Milford Sound med Jucy Cruises. Ombord fik vi gratis frokost - wraps.

Vi så kolonier af sæler ligge på stenene og svømme omkring i vandet. Vi så enorme vandfald, som vi sejlede ind under med forenden af skibet, så alle på dækket blev dækket af støvregnen derfra. Vi sejlede ud mod det Tasmanske Hav og følte "the motion of the ocean" inden vi vendte om og sejlede tilbage. Og så et vi så godt som 100 procent sikre på at vi så en lille pingvin svømme rundt i det mørke vand (hvilket ikke ville være umuligt, da der lever pingviner på disse kanter).

Nadja med Jucy!

Sæler!!! 

Omkring klokken 15:00 kørte kiwibussen tilbage til Queenstown. Vi kørte direkte tilbage med kun et kort stop i Te Anau.

Omkring klokken 19 blev vi sat af ved Nomads. Da det var for sent til gratis aftensmad, gik vi til Fergburger - det var jo måske vores sidste chance nogensinde for at få en Fergburger igen.

Efter cirka 20 minutters kø og cirka 20 minuttets ventetid kunne vi gå derfra med vores burgere, som vi havde fået skåret i halve, så vi kunne smage begge.

Vi havde valgt en Bombay Chicken og en Sweet Bambi. Vi spiste burgerne på en bænk med udsigt ud over søen, inden vi gik tilbage til værelset.

På værelset havde de svenske piger besluttet sig for at gå i byen, og den ene svenske pige fra ved siden af deltog i forfesten. De var en del berusede og meget højrøstede. Især når den ene, Frida, hele tiden med skinger røst og et toneleje tæt på hvad kun en hund kan høre, skreg "Elin!" (navnet på den anden svensker fra værelset).

Den var mellem 22:30 og 22:45 før de forlod værelset og gav os ro til at få pakket vores ting sammen.

Onsdag forlod vi Queenstown. Vi tog med bussen klokken 9:00, med en gammel kending - Dave, aka Cuddles, som vores chauffør. 

Bussen var gammel og med begrænset benplads. Stereoen virkede ikke, så Dave gjorde sit bedste for at underholde os hele vejen med snak, jokes, historier og med at bande af de dårlige billister.