I Rotorua blev vi sat af ved vores Kiwi bus, hvor alle dem der ikke havde besøgt Hobbiton ventede.
Samlet kørte vi til Tamaki Tours, for at betale for enten vores aftentur eller overnatning i Tamaki Maori Village - for dem der havde meldt sig til. Vi havde meldt os til aftenen.
Flee kørte os til Hot Rocks Base, hvor vi skulle bo og satte alle der ikke skulle besøge Tamaki Maori Village, og dem der først skulle derud om aftenen, af. Resten tog hun med sig i bussen.
Vi kom på et timandsværelse blandt andet med Axel og Rasmus.
Vi spiste en sen frokost og hoppede så en tur i poolen, der dig viste sig at være meget varm pga. opvarmning - det var næsten som at bade i et kæmpe badekar.
Klokken 19 blev vi hentet af Bill, der tog os ud til den lille landsby, der var opbygget ligesom i 1600 tallet.
Der var fire busser ud over vores, og fra hver bus var der en høvding repræsenteret. Høvdingen skulle være en voksen mand. Det kunne ikke være en kvinde, da kvinderne er meget værdifulde for Maori og altid må beskyttes - derfor står kvinden altid bag manden.
Vi blev linet op i en halvcirkel uden for byens port og de fem høvdinge blev stillet op midt i.
Man hørte råb og høvdingen dukkede op over portene. Han sendte sine tre bedste krigere ud, en efter en, for at beslutte om vi kom med fred eller krig - dette kaldes Te Wero, og betyder "udfordringen". Krigerne hoppede og dansede rundt med deres spyd imens de udstødte lyde og kastede deres tunge ud. Den sidste kriger lagde en offergave på jorden, som en af høvdingene skulle samle op. En af guiderne (der også var af Maori afstamning) prikkede en af høvdingene på ryggen. Denne høvding gik så frem, samlede offergaven op, og bakkede langsomt tilbage på plads. Herefter kom alle krigerne og høvdingen ud og hoppede rundt, inden høvdingen sendte sine krigere tilbage og hilste på de fem høvdinge ved at give højre hånd, lægge venstre hånd på skulderen og så først berøre den andens næse to gange, hvorefter han gav ét håndtryk.
Da dette var gjort hørte man en kvinde fra landsbyen råbe en velkomsthilsen, karanga'en, og vi måtte alle gå ind efter vores høvdinge.
Inde i landsbyen kom vi forbi 6 forskellige små læringshuse, alle dedikeret til noget forskelligt.
Vi startede ved et hus, hvor alle mændene skulle lære en dans. Derefter kom vi til stedet hvor kvinderne skulle lære at danse med bolde i snore. Her var Nadja en af de heldige udvalgte.
Vi gik så til huset for leg og sjov, hvor vi fik fortalt om forskellige lege med pinde. Efter set kom vi til huset hvor de flettede. Det handlede ikke bare om at kunne flette kurve, hvilket var en livsnødvendig læren. Der handlede også om at kunne flette historierne og fortællingerne, så de kunne gives videre til de næste generationer.
Efter det var vi i huset, hvor krigerne blev oplært i hurtighed og i at være let til bens. Til sidst kom vi til huset for tatoveringer. Tatoveringerne betyder alle noget og fungerer som et slags CV. Tatoveringer på benene kan indikere at man er god til at løbe hurtigt. Tatoveringer i den nederste del af ansigtet fortæller om personens styrke. Tatoveringer i den øverste del fortæller om slægtsforhold - den ene side til morens side, den anden til farens.
Tatoveringerne blev oprindeligt lavet ved at man med en lille hakke lavede det ønskede mønster i huden. Såret fik så lov til at hele, hvorefter det blev hakket åbent igen. Såret helede så igen, og blev så for sidste gang hakket åbent og blækket blev så smurt i. Det var en hård metode og mange døde af det, men det blev set som en ære at dø under tatovørens hånd.
Da vi havde set alle husene, blev vi lukket ind i deres fælleshus, wharenui (det store hus), hvor de underholtde med sang og dans. Bygningen repræsenterer deres forfædre.
Efter underholdningen var det mad. De havde tilberedt en traditionel hangi, hvilket er en middag tilberedt på varme sten under jorden i 3-4 timer. Måltidet, der var opsat som buffet, indtog vi i wharekai, madhuset.
Som poroporoaki (afslutningsceremonien) var der waiata (sang) og whaikorero (taler). Omkring klokken 22 blev vi kørt tilbage til hostlet.
Søndag tog vi til Waiotapu Thermal Wonderland. Vi blev hentet på hostlet og kørte så omkring 25 minutter for at komme derud.
Først stoppede vi ved en kæmpe mudpool, der boblede og skvulpede og udsendte lugtende gasser.
Vi kørte herefter til en geiser, der hver dag 10:15 hår i udbrud. Udbruddet er dog provokeret af en der arbejder der. Flot var det alligevel, og vandstrålen nåede adskillige meter op i luften.
Cirka 10:30 kørte vi fra geiseren til Waiotapu. Wai = water, o = pluralis, tapu = sacred => Waiotapu = Sacred Water.
I Waiotapu gik vi rundt imellem mudpools, champagne pools, geisere og meget andet. Der var røg og dampe, mange flotte farver og en lugt af rådnede æg.
På vejen hjem blev vi af Thomas, vores chauffør, sat af ved PAK n SAVE - en kæmpe, billig supermarkedskæde.
Resten af dagen ordnede vi lidt småting, slappede af, lavede og spiste aftensmad og gik så en kort tur i parken over for hostlet om aftenen.
Mandag skulle vi videre med Kiwi. Klokken 9:30 ankom vores nye chauffør Guy. I bussen mødte vi Anna og Alex, vi havde delt værelse med i Auckland.
Guy kørte ud til Te Puia, der er den mest kendte termiske park i NZ. Han satte alle der ville det af her, og kørte så videre til en stor Redwood skov, hvor man kunne gå nogle forskellige ruter i skoven. Vi kørte med til skoven, da vi allerede havde set en termisk park.
Klokken 11:30 kørte vi fra skoven og klokken 12:00 havde vi hentet de andre og var på vej over til et shoppingcenter i Rotorua, for frokost.
Klokken 12:45 kørte bussen mod Taupo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar