Waitomo

Vi kørte fra Paeroa og til en lille by der fejrede alt Kiwi, alt NZ. Hvert år holder de en kiwi-festival, og de havde kiwifugle og andet new zealandsk overalt i byen - på gavle, mure, vejen og i lygtepælene.

Vi holdte ind her så man kunne gå i supermarkedet og spise frokost.

Klokken 14 kørte vi mod Waitomo (wai = vand, tomo = hul/grotte).

Vi kørte ind forbi det legendariske Black Water Rafting Company, så alle der havde tilmeldt sig en tur kunne bekræfte og betale. De personer der skulle på de første ture blev sat af, imens vi andre blev kørt til Kiwi Paka Hostel.

Vi havde fået at vide at vi skulle bo på små firemandsværelser, men vi endte på et tomandsværelse med de dejligste senge vi længe havde oplevet. Der var et lille skrivebord og en lille reol, hvor man kunne have sine ting.

Vi ringede igen til Kiwi, da vi aldrig havde hørt tilbage fra dem. Det viste sig at der var rod med hvor mange nætter Lena havde givet os og hvor mange nætter ser var bestilt. Så pludselig skulle alle vores datoer rykkes og vi endte på venteliste fra Taupo, fordi busserne for tiden var aå fyldte.

Klokken 17 blev vi sammen med 10 andre fra Kiwi hentet til vores Black Water Rafting tur - Black Labyrinth.

Vi blev introduceret for vores to guides, og blev så alle 12 iført våddragter med jakker, strømper, gummistøvle-lignende sko og hjelme med lys i panden.

Vi blev først kørt til en lille flod, hvor vi med hver vores badering i sort gummi skulle lære at hoppe baglæns ned i vandet, siddende på baderingen. Vandet var noget koldt.

Herefter blev vi kørt ud til det sted, hvor vi skulle ind i grotten.

Vi kravlede igennem en lille indgang og befandt os så inde i grottens mørke. Der var limsten over os, som vi ikke måtte røre da det ville dræbe dem.

Så, balancerende på glatte sten, foroverbøjet og med en badering over skulderen bevægede vi os dybere ind i grotten, indtil vi kom til det første lille vandfald. En efter en hoppede vi baglæns ud over vandfaldet. Vi flød i vores ringe ned igennem en lille passage, inden vi alle satte os op af klippevæggen. Vi fik chokolade-skum-fisk og blev så bedt om at slukke lygterne. Over os så vi nu en masse glowworms lyse grottens loft op. Glowworms er ikke egentlige orme, men maddiker. Når de lyser er det fordi de er sultne og vil tiltrække insekter de kan fortære. Det der lyser er deres numser.

Vi begv os videre ind til vi kom til andet vandfald. Vi skulle gå tæt langs klippevæggen for ikke at falde i et dybt hul, som der var mange af, skjult rundt omkring. Heldigvis havde vores guides godt styr på alt.

Vi hoppede igen en efter en ud over vandfaldet og blev så samlet i den menneskelige ål. Når man laver den menneskelige ål lægger alle deres fødder op på baderingen foran dem, og alle holder så fat i de fødder der kommer på deres badering. Vi slukkede lygterne og blev i totalt nørke trukket igennem vandet med tusindvis af glowworms over vores hoveder. Det var som at se stjernerne på himmelen.

Senere kom vi forbi et sted med stærk strøm hvor vi blev ført afsted i vores ringe, inden vi kom til den sidste del, hvor vores guides havde en leg. Vi skulle alle selv finde ud af grotten uden at have vores lys tændt. Vi skulle blot følge ormene i loftet.

Udgangen af hulen 

Da vi kom tilbage fik vi et varmt bad og derefter tomatsuppe og lune bagels.

Vi blev kørt tilbage til hostlet, hvor vi udmattede lagde os i vores senge med en kop te og chokolade. Vi havde været i grotten i omkring halvanden time og tilbagelagt 2,4 km.

Lørdag morgen klokken 8 havde Flee arrangeret en frivillig gåtur, så vi stod op lidt i 7. Vejret var fantastisk og solen skinnede allerede.

Næsten halvdelen af bussen dukkede op og sammen gik vi en lille halv times tur i Ruakuri Reserve. På vores tur kom vi forbi den grotteåbning hvor vores Black Labyrinth tur var sluttet. Vi kom også forbi vandløb og limstensformationer.

Vi kørte tilbage til hostlet, hvor vi skulle fra 9:15, så vi kunne komme til Hobbiton.

Der var dog mange forsinkede, så vi endte med først at køre omkring 9:25.

Vi kørte afsted og 10:50 cirka var vi ved billethuset, cafeen og shoppen hvor alle Hobbiton turene startede og sluttede.

Alle der havde meldt sig til gik ind for at købe billetter og ventede så på at klokken ville blive 11:15, hvor vi skulle afsted.

Vi var omkring 33 fra Kiwi der havde meldt sig til, og 11:15 hoppede vi på en hvid bus med vores guide Shaun.

Vi kørte ud over bakkerne og forbi får og køer - alt sammen en del af Alexander familiens ejendom.

Stedet til Hobbiton blev fundet på familien Alexanders jord i 1998. Peter Jackson havde længe ledt efter lokations til Hobbiton, men havde ikke kunnet finde ét sted der var helt perfekt, så han havde planer om at filme flere steder og så klippe det sammen. Men så fandt de stedet. Rullende bakker, ingen huse, veje eller andre moderne ting i baggrunden, et stort rundt træ i midten, en flod (sø) og en stor sump der kunne bruges til festpladsen.

Peter Jackson fik lov til at bruge stedet på den betingelse at alt ville blive fjernet igen efter optagelserne.

I 1999 byggede de Hobbiton. De startede med at få hæren til at bygge en 1,5 km lang vej ind til stedet, så de nemt kunne køre til og fra.

39 hobbithuller blev bygget op af materialer der nemt kunne pilles ned igen, en sump blev fyldt op så den kunne fungere som festpladsen og en lille sø blev gravet ud.

Optagelserne tog omkring 3 måneder.

Efter optagelserne begyndte de at pille alting ned igen, men en storm kom og gjorde det usikkert at befinde sig på stedet. Så det blev aftalt at de ville give det 6 måneder og så komme tilbage.

I mellemtiden kom den første Ringenes Herre film ud og folk der havde genkendt stedet begyndte at komme til familien Alexanders gård for at se stedet. Det var her deres turisttur startede. Første tur var en minibus med 4 personer i.

Folk blev dog en smule skuffede da de så stedet. Alle hobbithullerne var væk og tilbage var kun hullerne fra døre og vinduer og den lille sø de havde gravet ud.

I 2009 ønskede Peter Jackson at bruge stedet igen til de tre Hobbit-film. Den ene af de to brødre der nu ejede jorden sagde ja (den ene bror står for trismen, den anden passer gården), men på én betingelse: alle kulisserne skulle bygges permanente og de skulle have ret til at køre turistture.

Det blev aftalt og genopførelsen af Hobbiton blev sat i gang. Det tog to år at genopføre alting, inklusiv fem nye huller der kort ses i den sidste Hobbitfilm. Der er nu ansat adskillige folk fuld tid bare for at vedligeholde huse og haver så de ser ud nøjagtig som i filmene.

I haverne står der et æble og et pæretræ. I bøgerne står der at træerne i Hobbiton er blommetræer, så til optagelserne plukkede de alle frugter og blade af træerne hvorefter de limede kunstige blade og blommer på, for at skabe blommetræer.

Hobbithullerne er bygget i forskellige størrelser (nogle 60 procent normal størrelse, andre 90) så man kunne få hobbitterne til at se små ud og Gandalf til at se stor ud.

Vognen Gandalf og Frodo kører ind på i den første Ringenes Herre var 3 meter lang. Gandalf blev placeret helt forrest og Frodo helt bagerst, så de på filmen så ud til at sidde ved siden af hinanden og have forskellige størrelser.

Vi gik igennem Hobbiton og forbi de mange hobbithuller. Vi var oppe forbi Bilbos hus og nede på festpladsen. Vi gik over broen og fik et krus æblecider på The Green Dragon Inn, som afslutning på turen.