Kaiteriteri

Færgen lagde til i Picton. Vi gik i land og ventede på at få vores tasker. Vi var nogle af de sidste på bussen til at hente vores tasker, så for at sidde sammen måtte vi sæde på det sæde der kunne vippes frem og tilbage foran døren - hvilket det skulle hver gang vi havde pause, så folk kunne komme ud af bussen.

Til frokost gjorde vi holdt ved en lille café. Der var en smule koldt og blæsende og det regnede let.

Vi kørte videre til byen Nelson, hvor vi samlede en pige op og satte 2-3 piger af. Herefter kørte vi kort for at komme til PAK n' SAVE, så vi kunne handle ind. Der ville nemlig ikke være et supermarked i Kaiteriteri.

Omkring klokken 16:00 kørte vi videre. På trods af at Dave havde kørt for kiwi i 14 år, glemte han ofte hvad han skulle fortælle. Lige så ofte fik han kørt sig selv ud på et sidespor eller blev distraheret. Han blev især distraheret af farver. Dette fik vi virkelig en smag for da vi kørte forbi en mark fuld af farverige drager, der var spændt fast på bilerne der var parkeret der. Der var en kæmpe enhjørning, en haj, en stingray, hjerter, hunde og meget andet.

Klokken 17:45 nåede vi sikkert frem til Kaiteriteri og Kaiteri Lodge, hvor vi skulle bo. Himmelen var blå, der var næsten ingen skyer og temperaturen lå over 30 grader. I New Zealand skifter vejret konstant og hele tiden.

Vi kom på værelse 14 med pigen fra Nelson og et kærestepar. Man skulle igennem en hel række døre og lange lange for at komme fra receptionen til værelset.

Vi spiste aftensmad, gik en kort tur, tog et bad og spiste så ægte new zealandsk is med udsigt ud over stranden, inden vi slappede af på værelset og til sidst gik i seng.

Mandag d. 19. januar 2015 var en hel speciel dag. Det var nemlig denne dag vi for allerførste gang skulle skydive. 16.500 ft og frit fald på over 1 minut.

Vi spiste en portion havregrød inden vi 8:30 blev hentet af en lille shuttlebus og kørt ud til den lille lufthavn hvorfra vi skulle tage springet.

Vi blev modtaget, så en kort video om det at skydive og blev så iklædt flyverdragter - hvide med røde striber, en sele så vi kunne blive spændt fast på vores instruktør, hjelm og briller.

Vi var 6 på vores hold, hvor vi og en kinesisk mand skulle op til 16.500 ft, og en ældre mand samt en bedstemor og hendes barnebarn skulle op til 13.000 ft. Bedstemoren var den sejeste gamle kvinde i verden. Ikke bare fordi hun skulle ud og skydive, men også fordi det ikke var første gang for hende. Den ældre man udøvede normalt paragliding, så han var også rimelig hårdfør.

Da vi havde hilst på hver vores instruktør og fået al udstyret på gik vi ud til det lille fly der skulle tage os op. Vi var 10 mand i flyet - os to, den kinesiske fyr, hver vores instruktør, piloten, den kinesiske mands kameramand, en tysk fyr (der vidst sprang for øvelse) og Laura, der skulle springe med kamera, også for øvelse.

Vi sad tæt i flyet. Nadja sad foran sin instruktør med Laura mellem benene, imens Mathilde sad på skødet af sin instruktør med den kinesiske dyrs instruktør mellem benene.

Det tog cirka 20 minutter at flyve op til 16.500 ft. På vejen op kunne vi se Abel Tasman National Park, Nelson, Kaiteriteri og meget andet.

Da vi nåede op over 12.000 ft fik vi iltmasker på.

Imens vi fløj opad spændte vores instruktører os fast på dem, så vi til sidst næsten ikke kunne bevæge os. De påførte vores hjelme og briller, tog vores iltmasker af, og så åbnede døren.

Den kinesiske fyr var den første der skulle springe. Ham og hans instruktør satte sig i den åbne dør og på et kort sekund forsvandt den kinesiske fyr, hans instruktør og kameramanden væk under os.

Dernæst var det Mathildes tur og til sidst Nadja med instruktør og Laura. Når man skulle ud skulle man lave den omvendte banan. Man skulle sidde i den åbne dør med sin instruktør bag sig. Under en kunne man se veje, marker og vand. Når man sad skulle man bøje benene ind under flyet og læne hovedet bagover. Instruktøren tog så tilløb og på et øjeblik faldt man ud af døren, drejede kort rundt så man kunne skimte flyet over sig og fortsatte så med 200 km/t ned mod jorden. Man får ikke følelsen af at falde, men snarere af at flyde. Det eneste der afslører hvor hurtigt man falder, er den kolde vind der presser ens briller ind imod ens ansigt, imens selve ens ansigt bliver blæst fuldstændig bagud.

Efter et par sekunders fald slog instruktøren en på skulderen og man spredte sine arme ud. Flyverdragten blev presset udover ens arme og man følte man aldrig ville kunne få sine arme ind igen.

Da der var gået 65-70 sekunder hev instruktøren faldskærmen ud. Det gav et kæmpe ryk, når man gik fra 200 km/t frit fald, til lige så stille at svæve nedad. Al larm forstummede og man kunne igen snakke med sin instruktør.

Vi svævede nedad og nedad i et par minutter, inden vi kom til landingen, hvor man skulle løfte sine fødder højt op - hvilket er svært når man er spændt fast på et andet menneske. Pludselig gik det hurtigt. Jorden kom tæt på, og før man vidste af det ramte instruktøren jorden løbende og man selv fulgte med. Det lykkedes os begge at lande op fødderne, og ikke numsen! ;)

Vi blev spændt fra vores instruktører (der nu skulle tage det andet hold op til 13.000 ft) og fik al udstyret af igen.

Vi kom ud i det varme solskin og fik et glas vand imens vi kom os over vores vilde oplevelse.

Vi fik et lille spørgeskema omkring vores oplevelse, som vi udfyldte - alt havde været awesome ;)

Inden vi blev kørt tilbage til Kaiteriteri fik vi lov til at se billederne og optagelserne Laura havde taget af Nadja. Det var virkelig vildt at se hvordan hun sprang ud fra flyet og faldt nedad mod jorden indtil faldskærmen blev udløst.

Desværre måtte vi ikke få optagelserne med hjem (medmindre vi betalte 200 NZD for dem...).

Folkene efter os! 

Vi blev kørt tilbage til Kaiteriteri af Rebekah, der også havde introduceret os til skydiving da vi ankom.

På vejen mødte vi to tomlere, som vi tog med. De var begge backpackere og begge fra Tyskland.

Vi satte dem af i et kryds, inden vi kørte helt til Kaiteriteri. Tilbage startede vi med at tage en slapper på værelset. Al den spænding og vildskab havde gjort os helt trætte.

Vi spiste frokost i et helt nyrengjort køkken og ordnede ellers lige så stille og roligt nogle få praktiske ting.

Eftermiddagen tilbragte vi i det gode vejr på stranden der lå kun 1-2 minutters gang fra hostlet.

Tirsdag kørte vi fra Kaiteriteri omkring klokken 12. Der var nu to busser, da vi efterhånden var så mange der skulle samme vej.

Vi forlod Kaiteri Lodge og Kaiteriteri og satte kurs mod Westport.