Vi valgte at holde en lille picnic med sandwichbrød, hytteost og tomater, på græsplænen med udsigt ud over søen. En ganske god ide, indtil et væld af måger, en lille fugl og en and besluttede at de ville deltage. Især anden følte for at vralte helt op og prøve at nappe posen med tomater fra os. Da det ikke lykkedes kredsede den om os og prøvede at se sit snit til at hoppe ind - dog uden held.
På vejen videre fulgte vi den mægtige Buller River, der løber fra Lake Rotoiti til det Tasmanske Hav. Floden kan se ganske ufarlig ud, men der er stærke strømme der vil hive dig under på et sekund. På Maori hedder Buller River "Kawatini" hvilket betyder "dyb og hurtig".
Vi havde et kort stop ved Buller Adventure Tours, hvor folk der ville udtog ride, sejle eller andet kunne betale for dette.
Efter Buller Adventurr Tours kørte vi til Westport og Bazil's Hostel. Hostlet var lille og hyggeligt og mindede på mange måder om Scotty's Beach House i Mission Beach, Australia.
Der løb en lille veranda rundt der forbandt værelser med køkkenet og badet. Imellem var en lille plæne med telte og borde. På den lille veranda hang gyngestole man kunne slappe af i. Køkkenet var lidt trangt, men hyggeligt med gamle komfurer og gryder og pander hængende ned fra loftet over et groft træbord i midten af køkkenet.
Vi kom på et lille firemandsværelse med Fiona fra Skotland og D fra Canada (hvad D'et var en forkortelse for, ville hun ikke sige. Men det skulle være langt og kompliceret).
Da vi havde checket ind gik vi ned i den lille by, for at handle ind i supermarkedet. Med over 90 mennesker havde vi forudset hvilke pladsproblemer det kunne skabe i køkkenet, så vi købte ind til en kold, tapas-agtig aftensmad.
Om aftenen havde den lille bus' chauffør Celeste arrangeret bål på stranden.
Vi iførte os varmt tøj og gik samlet ned på stranden - en tur på næsten 40 minutter. Der blev samlet brænde ind og kort efter var et blussende bål igang. Der var kamp om de gode siddepladser rundt om bålet og mange måtte stå op.
Vi blev på stranden i 1,5-2 timer, inden Celeste bestemte at bålet skulle slukkes og vi samlet skulle gå tilbage, så ingen ville blive væk i mørket.
Samlet gik vi så med lys og lommelygter tilbage til hostlet, hvor vi hoppede i vores varme senge.
Onsdag skulle vi afsted med bussen klokken 9:30, så vi stod op omkring klokken 8:00 for at være sikre på at have tid til at lave vores havregrød. Der var dog ingen problemer med at komme til, så vi endte med at have god tid.
Lidt i halv åbnede Jacob bussen og begyndte at læsse taskerne på. Dette resulterede i at vi som altid gik 30 minutter mere før vi kunne køre afsted.
Vi kørte i cirka 10 minutter for at komme til Cape Foulwind og Tuaranga Bay. Her gik vi en tur der tog os forbi et lille fyrtårn, klipper, kystlinje, heste, bakker og marker. Vi kom forbi det punkt hvor New Zealand er tættest på Australien (vi kunne dog stadig ikke se hele vejen..) og højdepunktet, en af New Zealands største sælkolonier.
Først så vi kun to mørke sæler svømme rundt ude i bølgerne, men da vi kom tættere på kunne vi se hele kolonien på stenene under os. Der var sæler der solede sig på stenene, sæler der var på vej i vandet, sæler der bare var på vej og små sælunger der legede rundt på stenene med små hop.
Da vi kørte derfra samlede vi de få der havde været ude og lave stand-up paddleboarding op, og satte så kursen mod Lake Mahinapua.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar